Bådelauget Udsigten
Viemose Skov
Leder af Barner Larsen
Når jeg ser tilbage til de tider, hvor vi var nogle stykker, der startede noget der hed "Træskibslauget", var nogle af os besjælet af en ide, som desværre under de givne omstændigheder kom til kort.
Vores ide kunne dog sagtens overleve, og man kunne næsten sige, at som en fugl Phønix opstod bådelauget "Udsigten", godt hjulpet på vej af folk, der havde samme holdning. Det vi ville, var at sætte focus på en livsstil, en levevej som var mere end 100 år gammel, noget, som havde betydet overlevelse for utallige familier langs vore kyster.

Det kystnære fiskeri.
I småbåde tog de ud og fiskede, trak bådene op på stranden, bødede garn, reparerede deres joller og bjergede derved udkommet for dem selv og deres familier. Det var jo ikke blot ved vore kyster, det var overalt. Så kan det godt undre, at man ikke ser andre bådelaug med samme formål som vores. Ikke så vidt jeg ved. Men jeg ved godt, at man flere steder i landet har fiskeri-museer, hvor man kan se, hvilke redskaber, de benyttede, hvilke både de havde. Men ingen steder sejler deres både. Og det er jo netop det, vi vil. Vi vil have bådene flydende, så os og vore efterkommere kan opleve en flig af det, fiskerne havde som deres hverdag.

Det kan undre, at f.eks. nutidens fiskere, som har oplevet dette på deres krop, ikke er mere interesseret i, hvad vi laver. At der er andre, der for længst har indset, at dette er en del af vor kulturarv på linie med andre måder at erhverve sit udkomme på, har vi tydelige beviser på. Skibsbevaringsfonden f.eks. At Jes Kroman på falderebet bevilger os en sum penge til at færdiggøre "Stevns" for, kan jo kun betyde, at man i hvert fald fra højeste sted påskønner det arbejde, der udføres.
At der lægges et stort arbejde i at undersøge de gamle behandlingsmetoder som f.eks. Tom Rasmussen gør det.
Altså, vi er på rette vej. Men det betyder også, at vi selv med de få både, vi har, påtager os et stort vedligeholdelsesarbejde. Vi vil jo gerne have, at vore både er i så god stand som muligt, vi vil også gerne have, at de kommer ud at sejle.

Men tingene hænger sammen. Det, vi står for, er åbenbart ikke så interessant som f.eks. fodbold. Vi har derfor svært ved at samle en kreds af interesserede. Vores opgave er, og har været hele tiden, at gøre opmærksom på, at der er altså noget, der er ved at forsvinde ud mellem fingrene, og hvis ikke nogen gør noget, er det for sent en dag. Vi gør noget. Vi gør faktisk meget. Vi gør også noget, som måske ikke hører under et bådelaug, men det er i hvert fald et helhjertet forsøg på at skabe interesse for vort laug. I flæng kan nævnes foredrag, deltagelse i kulturarrangementer, opstilling på markeder, servering på skoler o.s.v. o.s.v. Jeg kunne nævne meget. Det er også i orden. Vi kan lide det, vi kan lide at få folk i tale, vi kan lide at vise dem vort rebslageri og lave sortsild til dem. Hvis det så resulterede i en tilgang af medlemmer, der sympatiserede med vores formål, ville det bare være dejligt. Men det gør det ikke. Medlemstallet er ikke tiltagende.
Og netop det bringer os ind på et andet stort problem, som vi også må se i øjnene. Vi får mellem år og dag opfordringer om at komme ud at se på en båd her og der, hvad vi så også gør. I ni ud af ti tilfælde har ejeren hørt om os og vil gerne have sin båd fjernet, uden at det koster ham noget. Hvis han havde lagt en presenning over den for otte år siden og ringet til os for tre år siden, kunne vi muligvis have reddet den. Men så er der de tilfælde, hvor ejeren faktisk ringer til os i tide og det skal han have tak for, fordi det viser, at han har hørt om os og nærer et dybfølt ønske om at redde sin båd for eftertiden.
Det var nøjagtigt, hvad der skete med "Stevns" og med "Udsigten". Jeg vil ikke påstå, at dem er der mange af. Men der er nogle. Men vi er nødt til at sige nej tak. Vi har i øjeblikket "Stevns", "Udsigten", værftsjollen, garnjollen plus et par pramme.
Disse både har stor betydning for os, vi har deres historiske oprindelse, vi har påtaget os vedligeholdelsen og vi vil sejle med dem.
Men med de medlemmer, der i øjeblikket trækker det store læs med disse opgaver, er det svært at påtage sig mere. Så det er med sorg i sinde, at vi siger nej tak. I visse tilfælde har vi forsøgt at få andre til at påtage sig opgaven, men også det har vi dårlige erfaringer med. Stephen kan berette om en båd, der burde være reddet, men i dag ligger og rådner op på en græsmark ved Grenå. På et tidspunkt forsøgte vi også at redde en af de sidste lodsbåde. Og hvad med vores skiftejolle?

En vej at gå kunne være at søge om midler til restaurering, så vi "kun" skulle vedligeholde fremover. Det lykkedes i hvert fald for "Stevns"s vedkommende. Men igen støder vi på den manglende forståelse for vores arbejde. Der ligger et langt og sejt træk forude, men jeg er overbevist om, at vi vil nå vidt, især når jeg om torsdagene og nogle gange om tirsdagene ser mine venner og kammerater arbejde med en ildhu og entusiasme for vedligeholdelsen af vores både.

I disse linier er værftet ikke blevet nævnt. Det er ikke fordi, jeg ikke tillægger værftet samme betydning som bådene, for det gør jeg, men den historie må komme en anden gang. Jeg har aldrig eet sekund tvivlet på værdien og indholdet i det arbejde, der udføres i bådelauget "Udsigten".


Tilbage      Bladet      Forsiden