Bådelauget Udsigten
Viemose Skov
Leder af Tom Rasmussen, Skibsbevaringsfonden
Om kundskab og tradition

Kundskab giver os magt. Kundskab giver os desuden muligheder. Vort sprog, for eksempel, giver mulighed for gensidig kommunikation, måske også forståelse. Sproget kan give os muligheden til at forstå os selv bedre, som igen kan føre til, at vi forstår andres holdninger, meninger og handlinger.

Gl. værktøj, kaldet en bredbil, anvendtes til høvling af planker Håndværk er også kundskab. Når vi lærer et håndværk, er det muligt at kommunikere gennem det, vi gør. Arbejdets teknologi, arbejdsteknikker, råvarernes udnyttelse og hvorledes en opgave bliver løst, er alt sammen udtryk for både en erfarings- (arbejds-) mæssig, men også en intellektuel forståelse. I dag kaldes denne form for kundskab for handlingsbåren eller håndbåren, en kundskab som er skabt gennem handling, og som er handling. Den skabes og bæres videre f. ex. ved at lærling arbejder sammen med mester.

Denne form for kundskab er til stede bare når den er aktuel; så længe håndværket udøves, eksisterer kundskaben. Hvis håndværket forsvinder, forsvinder tillige kundskaben, fordi håndværkeren ikke længer udøver sit fag.

Kundskab om håndværk giver os muligheder til at ræsonnere eller forstå. For eksempel hvorfor en håndværker løser en opgave som han gør, eller hvorfor et håndværksprodukt (f. ex. en træjolle) ser ud, som det gør. Vi står altså overfor flere aspekter af kundskabsbegrebet: en teknologisk (kundskaben om teknikken og dens brug), og en teknisk (kundskaben om midlet). Handling og kundskab er begge vigtige for os, når vi søger efter vor kulturelle identitet. Identitetsbegrebet er blevet stående som en overskrift og en slags målestok for det arbejde, vi gør også inden for skibsbevaringen. Kulturel identitet handler frem for alt om at gøre.

Hvis vi sætter disse intellektuelle betragtninger ind i vores daglige sammenhæng, oversætter dem så at sige, bliver det hele måske en smule klarere. Det kan f. ex. forklare hvorfor vi bruger vor fritid til at nusse med vore gamle joller; skifter en essing, reparerer en åre, udskifter et klædningsbord eller flere… Måske forstår vi efterhånden også hvorfor den gamle jolle er konstrueret, som den er, udfra træværkets egenskaber, ejerens behov, farvandets beskaffenhed osv. Vi opdager måske, at der faktisk er en sammenhæng? Det giver vort arbejde en mening. Og i vor stræben efter at bevare en lille del af vor kulturelle arv (jollerne), får vi måske samtidig en kontakt til glæden ved at udøve et håndværk. Og det er jo ikke så ringe endda?


Tilbage      Bladet      Forsiden