Bådelauget Udsigten
Viemose Skov
1-11-2006
Onsdag 1. november 2006, kl. ca. 14.00
er nok en dag, vi sent glemmer. Det var den dag, hvor den varslede storm slog til. Godt, det var en onsdag, så vi var nogle stykker, der kunne træde i aktion. Vore 2 både, Værftsjollen og "Udsigten" var ved at stikke af fra os og kun takket være en omgående indsats lykkedes det at redde dem.

Vandet var presset så højt op, at pælene ved anløbsbroen stod under vand og nogle af plankestykkerne havde revet sig løse og var drevet ind. Pælen til Værftsjollen havde 10 cm frigang og det var kun et spørgsmål om tid, før øjestroppen på kokostovet var blevet hægtet af. Først blev plankerne bjerget og derefter Værftsjollen, som ved hjælp af spillet blev halet op, så kun hælen stod i vand.

Det var værre med "Udsigten". Den lå jo længere ude og var ved at slide sin fortøjning over. 4-5 mand måtte i vandet for at få en trosse gjort fast i båden, så den kunne hales ind. Stephen var den yderste og da han nåede ud til båden, stod han i vand til halsen. Waders nyttede ikke noget her. Ja, han blev våd, over det hele. Han kom ombord og fik trossen gjort fast og via pælen fik vi den halet så langt ind, at vi kunne gøre spiltovet fast og få den halet op på fast grund.

Alle var udmattede og der blev pustet ud inde i Slyngelstuen, hvor Leif havde tændt op i ovnen. Vi fik varmen igen udvendig og indvendig ved hjælp af en kryddersnaps, vi havde fået til Jubilæet. Bådene blev foreløbig fortøjet til træerne, så vi om lørdagen kunne få dem anbragt rigtigt. Vi tør ikke tænke på, hvis dette var sket på en hvilken som helst anden dag end en onsdag, hvor vi jo trods alt er nogen flere hænder.


Tilbage      Forsiden