Bådelauget Udsigten
Viemose Skov
10 års jubilæum i Udsigten
Bådelaugets 10 års-jubilæumsmiddag blev afholdt lørdag 14.okt. i den selv samme bygning, som hele sommeren dannede rammen om Laugets største udadvendte aktivitet til dato: Udstillingen om værftet i "De gule Stalde", Kalvehave Havn.

Antallet af tilmeldinger til Festmiddagen slog alle rekorder: 39 deltagere havde tilmeldt sig for at være med til at fejre dagen. Festudvalget havde arbejdet hårdt for at få alt til at klappe til tiden, og man kan roligt sige, at det lykkedes over al forventning.

Gæsterne blev budt velkommen med et glas champagne (Cava) med grenadine og vindruer og melon, frosne som isterninger. Formanden bød velkommen og overrakte dirigentklokken til Leif C, som skulle være aftenens toastmaster. Han bød straks damerne at trække deres bordherre fra Stephens store hat og alle gik til bords. Der var dækket festligt op med små valnøddebåde, blomster og lys. Vinen var trukket op og stod parat, lokalet var smykket med flag og store baljer med grene og blomster. Inge Byrge havde stået for udsmykning og borddækning. Festmiddagen var en lang række veltillavede retter, som vi fik fra Hannes Herligheder. Og det var herligheder. Der var rigelig med mad, og da alle var mætte, blev der serveret kaffe med kage og småkager. Drikkevarerne var på Laugets regning, og feststemningen var tilstede under hele aftenen. Ove Bogø havde forfattet sange og tillige en ode til "Stevns". Alle, der havde noget på hjerte, henvendte sig til toastmasteren, som sørgede for, at alle kom til orde, uden maden blev kold. Snakken gik livligt og hen imod midnat begyndte folk så småt at takke farvel, glade og mætte efter en dejlig festaften.

Dagen efter, om søndagen, havde 8 meldt sig til at deltage i oprydning. De mødtes kl. 10.00 i festlokalet, pakkede alt sammen, fik afleveret borde og stole, ryddet op og fejet. Alt service blev kørt op til Viemose Forsamlingshus, vasket op og sat på plads. Kl. 14.00 var det hele overstået, oven i købet inklusive frokosten, som blev indtaget i Forsamlingshuset.

Alle var enige om, at det havde været en dejlig aften, en rigtig festaften.










Tilbage      Forsiden